-
Fra en anonym villa i Østjylland tjener dansk familie millioner på forretninger i Rusland
ソース: BDK Finans / 23 9 2024 12:54:46 America/Chicago
Den danske direktør og mangemillionær Henriette Bylling har et mantra: »Sig, hvad du gør. Og gør, hvad du siger,« har hun prædiket igennem flere år. Men åbenheden hos Bylling – som kalder sig The Queen of Petfood – stopper ved hendes egen virksomhed, Aller Petfood Group, som tjener millioner af kroner på handel med dyremad i Rusland. »Det er ikke noget, jeg ønsker at udtale mig om,« siger hun, da Berlingske ringer for at spørge hende ind til virksomheden, som hun ejer med sin bror, Frederik Bylling. Hvorfor ikke? »Du har fået svaret.« Du har jo ikke svaret? »Netop.« Hvad mener du med det? »Jeg kommer ikke til at uddybe det.« Vil du fortælle, hvad jeres overvejelser i forhold til at drive forretning og bidrage til samfundsøkonomien i … »Nej tak.« Du vil slet ikke svare på noget overhovedet? »Det ønsker jeg ikke, nej. Du må have en fortsat god dag. Tak. Farvel igen,« siger Henriette Bylling og afslutter samtalen. Medvind fra krigen Siden Rusland i februar 2022 rullede sine kampvogne ind over grænsen til nabolandet Ukraine og startede krigen, har en række danske virksomheder måttet træffe en svær beslutning. Mange har helt lukket eller afskrevet sine forretninger i verdens største land. For et selskab som Carlsberg har det kostet et tab på milliarder af kroner. Andre – som ECCO og Rockwool – er blevet og har modtaget hård kritik fra blandt andet politikere og meningsdannere. Aller Petfood Group, der drives fra Henriette Byllings private hjem i stationsbyen Børkop i Østjylland, hører til i den sidste gruppe. Virksomheden valgte for nogle år siden at fokusere sine forretninger udelukkende på Østeuropa, og den har to store fabrikker i de russiske byer Tver og Sankt Petersborg, der samlet beskæftiger over 500 mennesker. På fabrikkerne produceres der dyremad til blandt andet hunde og katte, som sælges i Rusland og nabolande som Belarus, Kasakhstan, Usbekistan og Kirgisistan. Og faktisk har Ruslands invasion af Ukraine – eller »turbulensen«, som den omtales i Aller Petfood Groups regnskaber – vist sig som lidt af en gave for den danske virksomhed. Krigen og de medfølgende internationale sanktioner har således betydet, at det er blevet langt sværere for de russiske konkurrenter at importere fra vestlige lande. Det har skabt et boom i forretningen hos Aller Petfood Group. »Efterspørgslen (er) steget markant og oversteg de lokale producenters kapacitet – således har kapaciteten været udnyttet 100%. Dette samt den svage rubel i 1. og 2. kvartal har muliggjort markante prisstigninger,« skrev virksomheden i sit årsregnskab for 2022. »Årets resultat for 2022 ligger væsentligt over budget,« lød det videre. I kølvandet på krigens udbrud nåede Aller Petfood Group årlige salg op på over 700 millioner kroner, og i 2022 og 2023 har virksomheden haft et samlet overskud på 45 millioner kroner. Til sammenligning havde Aller Petfood Group i de fem år før krigens udbrud et samlet underskud på over 20 millioner kroner. Bidrager til russisk samfund I kølvandet på krigen har Vesten indført en lang række sanktioner for at svække den russiske økonomi og de virksomheder, der driver forretninger i landet. Men Henriette og Frederik Bylling bryder ikke nogen af dem, lyder det fra Erhvervsstyrelsen. »Ifølge sanktionerne mod Rusland er det ikke forbudt for danske virksomheder at have datterselskaber i Rusland,« skriver styrelsen i en e-mail til Berlingske. Men ifølge Jens Ladefoged Mortensen, lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, har det bestemt ikke været hensigten med sanktionerne, at man som Aller Petfood Group skal fortsætte sine forretninger i Rusland. Han mener tværtimod, at virksomhedens ageren »politisk strider imod intentionen med sanktionerne«. »Det er i hvert fald i ånden dét, vi prøver at stoppe. Nemlig vores finansielle koblinger til den russiske økonomi. Så det virker påfaldende og overraskende, det her,« siger han om den danske virksomhed. Fra Philipp Schröder, professor i økonomi på Aarhus Universitet, lyder det, at en forretning som Aller Petfood Groups direkte bidrager til den russiske økonomi, som sanktionerne ellers forsøger at stække. »I det øjeblik, man skaber arbejdspladser og dermed skatteindtægter i Rusland, så bidrager man jo også til det russiske samfund. Det kan der ikke være tvivl om,« siger han. Ulovlige lån Aller Petfood Groups økonomiske medvind i Rusland har betydet, at formuen i Henriette og Frederik Byllings personlige selskaber – The Queen of Petfood ApS og Frederik Bylling Holding ApS – er steget markant. Egenkapitalen i de to selskaber er således mere end fordoblet siden 2021 og lyder nu på samlet 50 millioner kroner. Men i begge selskaber har revisoren de seneste år hejst et advarselsflag. Både Henriette og Frederik Bylling har således taget ulovlige aktionærlån og samtidig overtrådt kildeskatteloven. »Selskabet har i strid med kildeskatteloven forsømt sine forpligtelser til at indeholde og indberette kildeskat af udbetalinger til en kapitalejer, og ledelsen kan ifalde ansvar,« lyder det således i et netop offentliggjort årsregnskab i Frederik Byllings personlige selskab. Berlingske har efter interviewet med Henriette Bylling stillet en række skriftlige spørgsmål til hende og broren Frederik Bylling. Spørgsmålene handler blandt andet om, hvilke overvejelser søskendeparret gør sig om fortsat at drive forretning i Rusland og dermed bidrage til den russiske økonomi, hvor meget deres virksomhed betaler i skat til Rusland, hvordan pengene føres til Danmark, samt hvorfor der er taget ulovlige lån i deres personlige selskaber. Henriette Bylling og Frederik Bylling har dog ikke besvaret henvendelsen. https://www.berlingske.dk/virksomheder/fra-en-anonym-villa-i-oestjylland-tjener-dansk-familie-millioner-paa